Munken har en primært europæisk yngleudbredelse, som strækker sig ind i Vestsibirien og Nordafrika, Arten har et kompliceret trækmønster, og visse bestande kan karakteriseres som lang-distance trækfugle, mens andre er standfugle. Arten overvintrer i Vestafrika, Østafrika, Nordafrika og Europa. Inden for udbredelsesområdet findes flere populationer med relativt klart adskilte overvintringsområder. Nordlige og østlige bestande er trækfugle, mens fugle fra Syd- og Vesteuropa antagelig trækker kortere, jo sydligere de yngler. Her er således tale om et oversprings- mønster (se kap. 4). For de nordlige og østlige bestande går en rimelig klart defineret trækdeler langs ca. 12ºØ (Sjælland), idet fugle vest herfor trækker sydvest mod Den Iberiske Halvø og overvintrer i Nordvest- eller Vestafrika syd for Sahara, mens fugle øst herfor trækker mod Cypern og Mellemøsten og overvintrer i Østafrika. Et stigende antal munke overvintrer i Nordvesteuropa (Berthold & Terrill 1988), og forsøg indikerer, at udviklingen af denne nye trækstrategi skyldes stærk selektion for en nordvestlig trækretning i centraleuropæiske bestande (Berthold m.fl. 1992, Helbig m.fl. 1994). Munken yngler meget almindeligt i de fleste skovtyper i hele Danmark, og modsat den nærtbeslægtede havesanger, også i mere lukket skov. Munken er gået markant frem i de senere år, således at der nu yngler 2-3 gange så mange munke som i begyndelsen af 1970erne. Munken lever i yngletiden hovedsagelig af insekter, mens føden resten af året for en stor dels vedkommende er plantemateriale, især bær. Munken ankommer normalt til landet fra sidste halvdel af april, 2-3 uger før havesangeren, og de sidste fugle ses i oktober.
Læs mere om arten i afsnittet fra Dansk Trækfugleatlasher
menu