Den sorte stork har formodentlig haft en lang historie her i landet, men allerede i begyndelsen af 1900-tallet var bestanden meget begrænset (Løppenthin 1967). Det sidste par af den oprindelige bestand ynglede i 1953 (Møller 1978), og siden har arten kun ynglet sporadisk i landet (Grell m.fl. 2004). I Central- og Vesteuropa findes enkelte, spredte bestande, hvoraf den spanske er den største. Arten er dog mest talrig i Østeuropa, hvorfra udbredelsen strækker sig videre østpå til Stillehavet. Fuglene fra den europæiske bestand er langdistancetrækkere.
Læs mere om arten i afsnittet fra Dansk Trækfugleatlasher
menu