Kirkeuglen har sin hovedudbredelse i Syd- og Østeuropa, Nordafrika og Mellemøsten og findes østpå til Nordvestindien. Danmark ligger på nordgrænsen for udbredelsen. Kirkeugler er meget stationære, og selv ungfugle flytter sjældent mere end 5-15 km fra deres fødested. Arten er nært knyttet til kulturlandskabet, hvor den typisk jager mus, småfugle, regnorme og insekter på græsområder med spredt træbevoksning. Den yngler næsten udelukkende i hulrum ved bygninger, sjældnere i træer. Arten er gået kraftigt tilbage over hele sit Vesteuropæiske udbredelsesområde inklusive Danmark. Tidligere var kirkeuglen en almindelig ynglefugl i Danmark vest for Storebælt. Der er kun ét sikkert ynglefund øst for Storebælt, på Falster i 1937, men muligvis havde arten også en mindre fast bestand i Østdanmark i 1930/40erne. I dag er arten helt forsvundet fra størstedelen af sit tidligere danske udbredelsesområde og er opført på Den danske Rødliste (2004) som moderat truet. Bestanden er i dag formentlig omkring 100 par, med hovedparten i og omkring Himmerland og kun få par uden for dette område. Mange mulige faktorer kan have påvirket bestandsudviklingen, men betydningen af de enkelte faktorer er fortsat usikker.
Læs mere om arten i afsnittet fra Dansk Trækfugleatlasher
menu